Berøringsangst: de der (farlige) følelser

Jeg har bemærket både som coach og som "civil", at der er en tendens til, at vi viger uden om, når de store følelser kommer frem. Det er som om, vi er bange for dem. Både når det er vores egne, men også når det er andre. Har du lagt mærke til, at hvis nogen får tårer i øjnene, fordi de bliver berørte over noget, de ser eller hører, så er der mange, som undskylder for både at have frembagt følelserne og for at andre får dem at se.

Vrede er ikke bare vrede

Men hvorfor skulle vi være bange for følelser? Med mindre selvfølgelig der er tale om stor vrede hos store og aggressivt udseende mænd, der står lige foran os (og husk at vrede er udtryk for alt muligt sårbart: Svigt, afmagt, skam etc.) . Hvis der er tale om f.eks. våde øjne i en samtale, så er det jo bare tegn på, at der er noget i den samtale, der rykker. Der er noget, der rører ved et hjerte, og som betyder noget. Det skal vi da hverken være bange for eller undskylde for.

Følelser nødvendige for at blive hørt

Hvis du ikke lader andre udtrykke deres følelser - eller hvis du ikke lader sig selv gøre det - så risikerer du, at de hverken føler sig set eller hørt. Eller de oplever, at du ikke kan rumme dem, som de er. Jeg er helt med på, at højtgående følelser til et afdelingsmøde kan være forstyrrende, men hvis du er leder, så håber jeg inderligt, at du tager fat i den med følelserne bagefter, så I kan få talt om dem. Og hvis det er dig selv: Find nogen at vende situationen med. Du kan jo lære nyt om dig selv.

Vi har alle noget, der får følelserne frem på mærkelige tidspunkter. Selv oplever jeg det ved smuk musik i det offentlige rum eller ved f.eks. medaljeceremonier. Og jeg ved ikke hvorfor - men det er ok . Det er helt ok.

Hvornår oplever du, at følelserne tager over? Og gør det noget?