Har du støj på linjen?

Hvor sikker er du egentlig på dine egne antagelser om andre? Og er det klogt?

Så ramlede jeg ind i den igen: den der: "jamen han blev syg af stress og det blev han fordi, hans forældre har gjort sådan og sådan". Lige her gjorde jeg så bare det, at jeg spurgte, om det var noget, hun vidste helt sikkert? At hans stressmelding skyldtes forældrenes livsstil. Og det vidste hun ikke, men det gik hun ud fra, fordi hun selv syntes, de havde for travlt.

Jeg har også hørt om den, hvor svigermoderen løbende brokkede sig over, at sønnen og svigerdatteren ikke ville have børn. Det gik hun ud fra, for de fik ikke nogen. Men hun gjorde sig ikke den ulejlighed lige at teste af, om det forholdt sig sådan. Eller om hun, hvilket var sandheden, hver gang mindede dem smerteligt om, at de ikke kunne få børn.

Jeg har også hørt om hende, der fik at vide af sin chef (!): "jamen, sådan tænker du", og hvor chefen så havde formet sig et helt billede af en medarbejder, der var baseret på chefens egne antagelser og slet ikke på medarbejdernes faktisk rammer. Med ret alvorlige konsekvenser for medarbejderen.

Jeg kalder det, at man blander sin egen støj ind over. At man jo ikke er et neutralt menneske, men har holdninger og værdier med sig. Og det er kun godt, men af hensyn til din omverden, så kunne det jo være en god idé lige at tjekke, om de antagelser, du danner om andre, skyldes din egen støj, eller om det faktisk er sådan.

Så hvad med dig? Ser du verden klart eller hvor stort et filter har du med dig?