Noget om grænser: dine, andres og overtrædelsen af dem

I går kom jeg til at presse et sødt menneske ud over, hvad vedkommende synes er ok. Jeg overtalte vedkommende til noget, og hun gik modstræbende med til det. Min gevinst var minimal – hendes potentielle risiko var langt større. Det er jeg ikke stolt over, og jeg fik heldigvis rettet op på det bagefter. Men det rystede mig, at jeg blev så forblændet af mit eget minimale behov, at jeg var klar til at ignorere andres grænser.

I forgårs mødte jeg en kvinde, som systematisk har trænet sin mand til at ignorere hende og hendes behov gennem 25 år. Det har hun gjort ved at lære ham, at hun sørger for ham og ikke omvendt. Det betød, at selv om hun lige har været igennem en stor operation, så kunne det ikke falde ham ind, at hun har brug for hjælp. Hun har nemlig systematisk gennem mange år lært ham, at hendes behov er fuldstændigt ligegyldige. Også selvom det potentielt set kan betyde hendes både fysiske og mentale helbred. Og jeg har svært ved at finde ud af, hvem jeg er mest vred på: Ham, der intet gør for at passe på sin kone eller hende, der har lært ham, at det er ok.

Jeg har selv oplevet at få overtrådt mine grænser, og det var meget ubehageligt. Nogen gange er jeg først blevet klar over det bagefter, og har måttet tage den læring med mig.

Så hvad med dig? Kender du dine egne grænser og markerer du dem tydeligt over for dem, der er på vej ind over dem? Og kan du se det, når du er på vej ind over andres?