Ting vi ikke taler om: stress

Når og hvis vi taler om stress, så taler vi om det, som noget, der bare lige skal overstås.

Men det bliver det ikke.

Jeg plejer at sige, at jeg er superbruger inden for området. Jeg har været nede og bide i græsset rigtig grimt 2 gange og har måttet lægge mit arbejdsliv helt om efter det. Det har så i øvrigt hjulpet, men det er ikke pointen her.

Faktum er også, at jeg som efterslæb har fire forskellige ting, som jeg har måttet acceptere i mit liv:

1. Jeg har udviklet tinnitus i det ene øre. Det er ikke normalt at have, og jeg har været til alverdens undersøgelser på hospitaler, og der er ikke noget i vejen med mig. Andet end at det er en ikke usædvanlig bivirkning af stress.
    
2. Du kender det sikkert ikke: det der filter, der beskytter dine tanker og din hjerne fra al mulig støj - både lys og lyd. Og du kender det ikke, for det er der bare. Mit er der i nedsat grad. Det har været næsten helt væk.
   Prøv at forestille dig at handle i et supermarked, hvor du lugter, ser og hører alting. Sådan var det for mig i månedsvis. Man lærer at finde de supermarkeder, hvor der stort set ikke sker noget, og hvor der er brede midtergange. Nåmmen, det filter er kun delvist tilbage. Jeg er blevet temmelig støjfølsom. I en grad så jeg for få år siden næsten brød grædende sammen til et kursus, hvor vi blev kaldt ind ved hjælp af meget høj musik. Det er så en kursusudbyder, jeg aldrig skal til igen.
    
3. Jeg trækker mig meget mere fra mennesker, end jeg gjorde før. Det bliver for meget for mig. Det betyder bl.a., at når jeg er ude i Europa og undervise på heldagskurser, så er det mere reglen end undtagelsen, at jeg køber noget i et supermarked og så drøner op på mit værelse resten af aftenen. Jeg har fået så mange sanseindtryk i løbet af dagen, at jeg er TRÆÆÆTTT. Det betyder desværre også, at jeg er blevet en skovl til at se venner. Det er noget, jeg skal huske. Og det er noget bøvl, for jeg er superglad for mine venner.
    
4. Det værste er faktisk, at jeg ikke husker lige så godt, som jeg gjorde. At min evne til at huske alle mulige detaljer ikke er kommet tilbage. Jeg har skullet vænne mig til at være sådan en, der tager noter hele tiden, og jeg har stadigvæk ikke lært, at det er bare er sådan en, jeg er. Det har været og er en gene.

Det var faktisk først, da jeg tog min stresscoach uddannelse, at jeg mødte andre, der havde det lige sådan. For vi taler ikke om det.

Det er åbenbart pinligt.