Når vi i virkeligheden er vrede på nogen andre

Jeg var en gang på en blind date med en sød og venlig mand. Og det gik helt ad H til. Han lignede nemlig et menneske i mit liv, som jeg brød og bryder mig MEGET lidt om. Det kunne den her både søde og humoristiske mand jo ikke gøre for, og det lukkede bare alt ned hos mig.

Sådan er det nogen gange. Vi møder mennesker, der ligner/taler som/har bevægelser som nogen, vi har en meget dårlig kemi med.

Vores hjerner kan sagtens lave den der: "Gud, det kan de jo ikke gøre for og sikke et uheldigt sammentræf".  Men vores hjerter? Kommandobroen? De kan ikke. Vores hjerter laver forbindelser, der ikke altid er hold i eller som ikke altid virker. Og det påvirker vores valg og vores adfærd.

Jeg stod en gang et sted i Storbritannien og underviste og pludseligt kom der et meget ubehageligt angreb fra en af deltagerne. Jeg gjorde, som jeg altid har gjort. Jeg havde ikke sagt noget kontroversielt. Men jeg skal da lige love for, at jeg triggede noget hos hende. Jeg vendte og drejede oplevelsen i flere dage med min kollega, som var med mig (og gudskelov for det!), og vi kunne ikke finde noget, der havde berettiget en så voldsom reaktion. Men jeg tror, jeg mindede kursisten om hendes fætter John, der altid drillede. Eller hendes skolekammerat Ruth, der talte grimt om hende eller en helt tredje, som ikke var noget behageligt selskab. Derfor fik jeg svadaen mange år efter. Jeg ved, at vedkommende efterfølgende forsøgte at retfærdiggøre sit udbrud med noget, der ikke holdt vand. Det er ok. Vores veje vil ikke krydses igen.

Jeg må bare sige, at John eller Ruth eller hvem det nu var, må have været et væmmeligt menneske.

Og jeg ved også, at det ikke var mig.

Har du prøvet det?