Skal din hjerne virkelig bestemme hvem du er?

Det du tænker passer ikke.

Din hjerne elsker mønstre. Og den bruger dem flittigt.

Læg f.eks. mærke til, når du kører bil. Det meste af tiden gør du det på en eller anden form for autopilot, fordi du har gjort det virkelig mange gange før. Når der så sker noget uventet, SÅ er du på og lægger mærke til det. Det er fordi, der er tale om et BRUD på mønsteret. Det er lidt mere besværligt, og det får måske pulsen op. Og så på et tidspunkt går det du oplevede over, og du går tilbage til din autopilot-tilstand.

Andre gange går det ikke over, og så sidder du der med forhøjet puls og øget opmærksomhed, til du har vænnet dig til den nye situation. Det, der før var uventet, bliver nu en del af mønsteret, og du går tilbage til autopilot, nu med det der nye indbygget. Det kan være, at der er kommet en ny tilkørsel, eller farten skal sættes ned eller noget længerevarende vejarbejde. Du vænner dig til det og får en ny normal-tilstand.

Men din hjerne gør også hvad den kan for at holde dig fast i de mønstre, du hele tiden har haft. Det er lettest for den. Den bruger mindre energi på den måde. Din hjerne er nemlig på mange måder ganske doven. Det er f.eks. derfor, at den sørger for, at du har vanetanker. De kan handle om:

• Du er ikke god nok
• De andre vil tænke noget grimt om dig, hvis…. (hvad det nu er)
• De andre er meget bedre
• Du får aldrig lov til…
• De andre bliver sure hvis….

Og jo længere du har de tanker, jo mere bliver de en del af din autopilot. Og de hjælper dig ikke. Det kan fx være fra den gang, da du var fem år og havde det meget svært ved at lære at cykle, og din onkel sagde, at du var ynkelig. Eller at det var for dårligt du ikke havde lært det endnu. Eller noget andet, der satte sig fast hos dig, og som du valgte (helt ubevidst bevares), at din hjerne kunne bruge som forklaringsmodel på når du ikke kan noget RESTEN AF LIVET.

Jeg er f.eks. i dag ret god til at undervise. Men jeg var virkelig dårlig til det for en masse år siden, da jeg bare skulle have et job. Det interesserede mig ikke. Der var ingen gode rollemodeller. Og det var overhovedet ikke sjovt. Da jeg så fik et job, hvor alt det var til stede, så blev jeg faktisk en ret god underviser (og kan i øvrigt dokumentere det ret pænt). Så mine selvfortællinger om, at jeg ikke kunne undervise blev heldigvis gjort til skamme. Men de levede fint og flot i noget, der minder om 25 år.

Mange af de tanker, vi har, hjælper os ikke. De er der for at holde os fast i et mønster, som hjernen har skabt, fordi den er lidt doven. Så bare fordi du tænker noget, så behøver det ikke være sandt. F.eks. tænker de andre ikke på dig. De tænker mest på sig selv - og på hvad du tænker om dem.

Skal du være slave af din hjernes dovenskab? Skal den definere hvem du er og hvad du kan?