Anerkendelse er vigtigt

Anerkendelse er ikke ros. Det er også det at SE, at andre leverer en indsats.

Jeg er involveret i noget frivilligt arbejde, hvor vi bruger en del tid, kører til og fra etc. Og vi, der gør det har nogen udgifter på det. Og det er ok. Vi gør det jo, fordi vi finder mening med vores arbejde. For nylig oplevede vi så, at et af medlemmerne brugte temmelig lang tid på at fortælle os, der er aktive, hvordan vi gjorde det hele forkert og ikke var kompetente. Og det må man jo godt synes. Men på intet tidspunkt fik vi den mindste smule anerkendelse for de mange timers arbejde, vi har lagt kvit og frit. Og sådan når jeg ser bagud på episoden, så er det faktisk det, der står for mig som det mest sølle.

Den episode har givet mig to læringer:

• Hvis du synes nogen gør noget forkert, så kan du fint og respektfuldt fortælle, HVAD du synes, de bør gøre i stedet for. Det kan være meget svært at ændre noget, hvis man ikke bliver præsenteret for alternativer.
• Du skal huske altid at anerkende den gode intention. Det er virkelig, virkelig sjældent, at mennesker handler med det formål at nedbryde. De fleste arbejder for at bygge noget op.

Og hvad får du så ud af den lille anerkendelse:

• Du får simpelt hen mere lyttetid hos den, du taler med, hvis du viser dem, at du ved, at det, de gør, kommer fra det rette sted.
• Du vil opdage, at din samtalepartner ikke er i defensiven - hvor ørerne har en tendens til at lukke - men er mere samarbejdsorienteret. Og derved kan I sammen skabe de gode løsninger.

Og helt ærligt: Det koster ikke dig noget at anerkende andre for noget. Det er helt gratis.