Når din hjerne snyder dig

Kender du den situation, at du ved, at nogen tror noget om dig, som de er helt overbeviste om er sådan. Og at du ved, at det ikke passer? Det kan være den lokale sladder i landsbyen, på arbejdspladsen, i familien eller alle mulige andre steder, hvor mennesker omgås.

Vores hjerne fungerer sådan, at den konstant og hele tiden forsøger at skabe mønstre mellem det, vi oplever, og det vi tror, vi ved. Og fælden ligger i, at den så også laver konklusioner, som ikke passer. For de passer jo inde i hovedet på det menneske, der skaber dem. Et klassisk eksempel fra Holberg, som vi kan grine ad: En sten kan ikke svømme. Morlil kan ikke svømme. Derfor er morlil en sten.

Men hvad så med:

• Hun er tit syg på mandage. Jeg så hende købe rødvin. Hun må være alkoholiker. (Ja, eller de skulle have gæster, eller hendes yndlingsrødvin var på tilbud).
• Han har ikke nogen kæreste. Han tager på ferie med sin gode ven, Jan. De må være homoseksuelle. (Ja, eller de er begge to passionerede ornitologer på de Ydre Hebrider i Skotland, eller fordi han ikke har nogen kæreste, så rejser han med Jan).
• Hun har meldt sig syg. Jeg så hende skrive noget på Facebook. Hun pjækker nok. (Ja, eller hun keder sig derhjemme under dynen, eller hun har et netværk spredt ud over det hele).

Når først man har dannet sig den slags overbevisninger, så vil man instinktivt gå meget langt for at bevise dem. Et eksempel på det er Præsident Trump, der blev ved med at fastholde, at der var flere tilskuere, da han blev sværget ind som præsident end hos Obama. Også selv om alle billeder sagde det modsatte.

Disse selvskabte overbevisninger hos os selv kan have alvorlige konsekvenser for dem, vi tror noget om. Det kan påvirke andres jobmuligheder, sociale status, privatøkonomi og meget andet.

Derfor: husk at gribe i egen barm næste gang, din hjerne laver en følgeslutning. Ved du, om den nu også er sand? Har du spurgt?