At spørge om hjælp

Jeg står foran at skulle bede en række mennesker om at gøre noget for mig. Hver for sig og i deres respektive netværk. Og jeg bruger lang tid på diverse krumspring for at undgå det, fordi jeg selv har svært ved at bede andre om hjælp. Men det pudsige er, at jeg selv ikke har nogen problemer med at skulle hjælpe andre. Hvis man nu går ud fra, at jeg hverken er værre eller bedre end gennemsnittet, så burde i hvert fald hver anden af dem, jeg skal spørge, være indstillet på at hjælpe mig. Så hvorfor er jeg så så bekymret for, at de skulle sige nej?

Hvis vi nu igen går ud fra, at jeg nogenlunde som de fleste, så er det noget med, at jeg vil føle mig sårbar i det øjeblik, jeg spørger dem om en tjeneste. Men er det en reel sårbarhed? Er det noget, der vil smadre min tilværelse, hvis jeg får et nej? Hvis jeg får to nej’er? Næ, faktisk ikke. Overhovedet ikke. Så derfor hvis jeg nu sætter mig ned og ser nøgternt på det, så kan jeg få virkeligt mange nej’er uden andre konsekvenser end en lidt såret forfængelighed. Har jeg haft det før? Ja, det har jeg. Har jeg overlevet det i fin stil? Ja, det har jeg.

Ok, lad os så gå ud fra, at måske hver 3. siger ja til at hjælpe mig. Så har jeg jo faktisk allerede en ganske stor mængde hjælp. Og det er jo formålet med mit kommende råb op hjælp.

Og så kan man jo lige spekulere over, at hvis jeg nu stopper efter det første nej, så kan det jo være, at jeg går glip af de næste 4 ja’er? Så måske skal det slet ikke være så svært at bede om hjælp.

Pludseligt blev det lidt lettere at bede om hjælp.