Forventninger: andres forventninger, dine forventninger

Når min farmor og farfar fik søndagskryddere, så tog min farmor altid den øverste og lod min farfar få den nederste. Det gjorde hun, selv om hun faktisk selv godt ville have den, men hun regnede med, at den ville han helst have, for hun syntes selv, den nederste var den bedste. Så den fik han år efter år. Men hun spurgte aldrig. Noget, jeg meget ofte møder, er problemer med forventninger. Andres forventninger. Egne forventninger. Og meget ofte fordi de to går helt skævt.

Jeg har nemlig bemærket mig, at rigtigt mange mennesker anser sig selv for at være tankelæsere. At de kan se, hvad andre mennesker forventer af dem – helt uden at spørge! Sådan rent umiddelbart tænker jeg, at der godt kan være en rimeligt høj risiko for, at man lige der kan gætte forkert. At man faktisk IKKE ved, hvad folk går rundt og tænker og forventer.

Hvad med dig? Får du lige afstemt forventningerne med dine omgivelser? Er du HELT sikker på, at du ved, hvad de forventer? Og ved de, hvad du forventer af dem? Har du fortalt dem det? Tænk lige på al den tid, der kunne være din egen, hvis du lige gjorde den øvelse at spørge eller fortælle først, INDEN du gik i gang med alt muligt.